Eftersøgning med omkring 200 frivillige
Politi, brandvæsen, hjemmeværn, flyvevåben og civile ledte efter en savnet mand i Fredericias frostkolde gader
Lørdag formiddag forsvandt en forvirret, 68-årig mand fra sit hjem i Fredericia uden at have nok overtøj på. Kort efter indledte politiet en eftersøgning, hvor også hjemmeværnet, frivillige fra brandvæsenet, flyvevåbnet og omkring 200 civile deltog.
Eftersøgningen endte efter godt seks timer, hvor manden blev fundet midt på en vej i Fredericias midtby - gennemkold, men ellers ved godt helbred.
Politikommissær Ole Eckholdt ved Fredericias lokalpoliti glæder sig over de mange frivillige borgere, der deltog i eftersøgningen. Men han understreger, at civile aldrig kan gå i stedet for en professionel eftersøgning.
"Det er der flere grunde til. For eksempel er en civil eftersøgning af eksempelvis en gade ikke koordineret. Civile kan godt lede efter manden, men ikke inde i huse, udhuse, garager, under presenninger i baghaver og lignende. Det kan kun politiet, hjemmeværnet eller andre, hvor eftersøgningen er koordineret og styret," siger han.
Dertil kommer, at både brandvæsen og flyvevåben kan søge med termisk udstyr og dermed få øje på den eftersøgtes kropsvarme, selv hvis han ligger gemt.
"Og hvis vi skal ud med vores hunde, er det heller ikke så godt, hvis en stor flok civile er gået gennem området først," siger Ole Eckholdt.
Han er taknemmelig for den civile hjælp. I det aktuelle tilfælde blev manden fundet af borgere, som ikke var ude for at lede efter ham, men som vidste at man ledte efter en mand som ham. De tog ham ind i deres bil og bragte ham til politiet, hvorefter han blev fragtet til kontrol på sygehuset.