Hundelufter dømt for vold mod betjent
50-årig mand fik betinget dom og samfundstjeneste
En 50-årig mand fra Albertslund er blevet dømt efter paragraffen om "vold mod embedsmand i funktion". Nærmere bestemt for at have slået en politibetjent.
Det sker efter en episode på Galgebakken Torv i juli måned sidste år. Politiet var i området i forbindelse med en efterforskning, og der var narkohunde med.
"En hund, der løb frit omkring, selv om hunde skal gå i snor i området, løb henimod den ene betjent og hans hund. Betjenten tog begge hunde op, og kaldte på den løbske hunds ejer", fortæller anklagerfuldmægtig Maja Rasmussen fra Københavns Vestegns Politi.
"Han bad ham om at tage sin hund til sig, men der kom ingen reaktion. Han kaldte flere gange, og så slog manden betjenten i ansigtet med en knytnæve."
Betjenten var i civil, men ifølge politi og anklager med tydelig skiltning.
Den 50-årige mand nægtede sig skyldig i retten, men blev idømt 50 dages betinget fængsel og samfundstjeneste. Han modtog dommen.
due