Større politiaktion i Halsnæs fredag
Det vrimlede med politi i Halnæs fredag formiddag, og bevæbnet politi ransagede flere adresser
112 Fredag formiddag den 5. februar fandt tre politiaktioner sted i Halsnæs ved hhv. Hald Strand, i Melby og Vinderød.
Efterfølgende har politiet udsendt en pressemeddelelse om begivenhederne:
"I forbindelse med en episode fredag morgen i Frederiksværk, hvor der blev skudt gennem en dør med et haglgevær, blev der senere på formiddagen gennemført en anholdelsesaktion i Melby. Ingen er kommet til skade under episoderne."
"Der er anholdt to mænd på henholdsvis 41 og 57 år, som forventes fremstillet i grundlovsforhør. De pågældende har ingen relationer til rocker- og bandemiljøet. Motivet bag handlingerne var et personligt anliggende," skriver Nordsjællands Politi.
Den første melding om, at en politikation fandt sted i sommerhusområdet Hald, kom på ekstrabladet.dk kl. 10.48.
Derefter havde Halsnæs Avis en mand til stede på Helsingevej i Vinderød, hvor der angiveligt var blevet skudt mod bygningen fredag morgen.
Et lokalt vidne så en mand blive ført ud i en hvid overtræksdragt.
"Jeg lå og sov, da jeg hørte to brag. Det lød som nytårskrudt, men kort efter så jeg blå blink fra politibiler," sagde manden, der ikke ønskede sit navn frem, til eb.dk.
Halsnæs Avis var efterfølgende også til stede ved Hald Strand, hvor politifolk var i gang med en ransagning og brugte ordet "gerningssted" om et sommerhus på vejen Abildgården.
Nordsjællands Politi havde kl. 12.33 ikke yderligere kommentarer i sagen.