Fortsæt til indhold

Forældre benytter ulovlig smutvej, når børn skal sættes af ved skole

Krimi
Grethe Bo Madsen

Selvom politiet i flere dage har haft søgelyset rettet mod færdslen i de tidlige morgentimer omkring Morten Brørup Skolen, er der stadig forældre, der ser stort på færdselsloven, når deres børn skal i skole.
Torsdag 11. februar var politiet igen ude og foretage en kontrol ved skolen, og selvom politiet har været ved skolen flere morgener i denne uge, blev der alligevel skrevet nye sager, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
“Vi har haft en målrettet indsats ved Morten Brørup Skolen flere morgener i denne uge. I går var vi ved skolen fra klokken 07.40 til 08.10, og i den periode var der tre sager vedrørende anvisninger, som ikke bliver efterkommet,” siger politikommissær Torben Rungstrøm.
Anvisningerne handler om, at forældre til elever på Morten Brørup Skolen benytter Egholmsvej som smutvej fra Banegårdsgade til Møllegade, når de skal sætte deres børn af ved skolen om morgenen.
Den går imidlertid ikke, da der er gennemkørsel forbudt på strækningen, oplyser politikommissæren.