Nye henvendelser i sag om røveri i Ry
Grethe Bo Madsen
Efter Sydøstjyllands Politi tirsdag 9. februar valgte at offentliggøre fotos fra et overvågningskamera af den mand, der 24. oktober sidste år røvede Bagerhuset i Ry ved at true med en gaffel, er der kommet nye spor i sagen, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
“Vi har fået 5-6 lovende henvendelser fra borgere, som vi nu skal kigge nærmere på,” siger politikommissær Torben Rungstrøm og tilføjer:
“Vi har godt foto-materiale af gerningsmanden, og det skulle undre mig meget, hvis der ikke nogen, der kan genkende personen. Men det kræver, at folk i hans omgangskreds læser aviser.”