Fortsæt til indhold

Flere træer og støjmåling ved Helsingørmotorvejen

Byplanudvalget vil gerne se et forslag om mere beplantning ved Helsingørmotorvejen, men peger på, at forholdet mellem anlægslov og de fredede områder gør sagen vanskelig.

Krimi
Af Peter Mailand

Byplanudvalget har netop kigget på, hvordan de fredede arealer ved Helsingørmotorvejen skal tilplantes efter arbejdet med udvidelsen af motorvejen – det gælder særligt strækningen nord for Elleslettegårdsvej. Her ønsker en gruppe borgere i Trørød nemlig mere afskærmning op mod motorvejen.
Formand for Byplanudvalget Axel Bredsdorff er åben overfor en supplerende beplantning ved motorvejen, men gør også opmærksom på, at der er mange spillere i sagen, og at kommunen ikke er alene om at træffe beslutning:

Støjmåling efter ny asfalt

"Udvalget vil gerne se et forslag til, hvordan der kan ske en yderligere tilplantning på Maltegårds jorde langs motorvejen nord for Elleslettegårdsvej. Vi er enige i, at en supplerende randbeplantning kan være en god løsning. Men vi bliver nødt til at gøre det med omtanke, fordi det er et fredet areal. Kommunen kan kun anbefale sagen, men det er Fredningsnævnet, som i sidste ende tager beslutningen," siger han.
Støjmåling er et andet punkt omkring reetablering efter motorvejsudvidelsen. I forbindelse med eksproprieringen til vejudvidelsen har Vejdirektoratet lovet, at der foretages en opfølgende støjmåling – dette sker når anlægget står færdigt med den nye, støjdæmpende asfalt.
Kommunen vil gå i dialog med Vejdirektoratet om disse målinger og følge resultaterne. Herefter må det vurderes, hvad situationen er i forhold til støj.

Arealer skal reetableres

Kommunen gennemgår også selve anlægsområdet og ser efter, at beplantningen på skråningerne udføres som aftalt med Vejdirektoratet. Endelig er det vigtigt for Byplanudvalget at sikre, at de arealer, som kommunen har udlånt til arbejdsarealer langs motorvejen, mens udvidelses stod på, afleveres i så terrænet er det samme som før, jorden til at arbejde i og hegn er retableret.
"Vi er i udvalget meget opmærksomme på, at der er mange ønsker til denne reetablering. Vi kan ikke imødekomme alle, fordi ikke alt ligger på vores bord. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi ønsker de kommunale arealer afleveret i fuld reetableret stand," siger Axel Bredsdorff.