Fælden smækkede om tricktyv
Fakta i Højvang Centret i Skanderborg blev torsdag 18. februar udsat for et forsøg på tricktyveri, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg. En 52-årig rumæner kom klokken 15.14 ind i butikken og henvendte sig til en medarbejder.
“Manden ville veksle en masse hundredekronesedler, og stak ekspedienten et bundt sedler, men da hun talte sedlerne, var der ikke det oplyste beløb,” forklarer stationsleder Andreas Bryld Hansen.
Manden forsøger i forvirringen at fuppe sig til 1.500 kroner, men ekspedienten er ikke sådan at narre. Derfor blev rumæneren tilbageholdt og politiet alarmeret.
“Vi kommer ud og anholder ham. Manden har erkendt, at han forsøgte at snyde sig til de 1.500 kroner og han er blevet pålagt en bøde på 3.000 kroner. Vi arbejder i øjeblikket på i samarbejde med Udlændigeservice at få ham udvist,” siger Andreas Bryld Hansen.