Kriminaliteten falder mere i Odense end på landsplan
Antallet af straffelovsanmeldelser er faldet med over ni procent
Det kan måske være svært at tro, når man læser aviserne, men kriminaliteten er faktisk støt faldende.
Det har den været i en årrække, og i sidste uge konstaterede Rigspolitiet, at antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser på landsplan i 2015 er faldet med fire procent sammenlignet med 2014. Men hvordan står det til i vores egen lille andedam?
Ifølge tal, som Lokalavisen Odense har fået fra Fyns Politi, så står det faktisk ganske godt til.
I Odense er antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser 2015 faldet med 9,25 procent. Altså et godt stykke over landsgennemsnittet.
Kriminalitet er yt
Sammenligner man med andre danske storbyer, så ligger Odense også lunt i svinget.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er kriminaliteten i hovedstaden kun faldet med 2,68 procent, mens Aalborg har oplevet et fald på 8,71 procent. Aarhus er derimod duksen med hele 11,87 procents fald.
Hos Fyns Politis lokalafdeling i Odense har man svært ved at forklare, hvad de fine tal skyldes, men de har et bud.
“Det er svært at sætte en finger på, men helt generelt tror vi faktisk, at det er blevet yt at begå kriminalitet. Det er simpelthen ikke in længere. Det har ingen status blandt de unge, der i dag har en god forståelse af, hvad et godt liv er. På den anden side må vi også sige, at de unge, der så falder i kriminalitetsfælden, er blevet mere kriminelle og begår hyppigere kriminalitet,” siger politiinspektør Johnny Schou, som ikke tror, at Fyns Politi gør noget specifikt bedre end andre politikredse.
“Jeg vil gerne sige, at vi gør noget helt specielt, men det tror jeg faktisk ikke, vi gør. Vi stiller nøjagtig de patruljer og løser de opgaver, vi plejer, men vi har nok haft færre af de opsøgende og målrettede straffelovsindsatser i 2015. Derfor kan der værre færre sager. Det kan godt være en del af forklaringen. Eksempelvis har vi lagt mange timer i ATK (hastighedskontrol, red.), og sådan noget fremgår ikke af straffelovsstatistikken,” forklarer han.
Som et miniskørt
En sjællandsk fodboldtræner sagde engang, at statistik er som et miniskørt. Det giver gode idéer, men skjuler det vigtigste.
Og der kan være noget om snakken, for ifølge Johnny Schou skal man ikke ligge for meget i de specifikke tal.
“Jeg tror såmænd ikke, de unge er blevet bedre til ikke at råbe og skrige og slås på gaden, eller at de i mindre grad tager stoffer,” siger han med henvisning til at anmeldelser af brud på ordensbekendtgørelsen og loven om euforiserende stoffer er faldet med henholdsvis 27,7 og 21,2 procent.
Det samme gør sig gældende i forhold til voldsanmeldelser, der er steget med ti procent.
“Nej, nattelivet er ikke blevet hårdere. Det er ikke mit indtryk, at der er en tendens til stigende vold. Det går op og ned.”