Fortsæt til indhold

Nu er han fængslet og udvist

Tilbage i januar foretog to Føtex-ansatte og en håndværker en civil anholdelse af en litauisk mand, som nu er dømt og udvist

Krimi
Af Mette B. Sørensen

Fire måneders fængsel samt en udvisning i 6 år.
Sådan lød dommen, da en 26-årig mand fra Litauen torsdag var i retten anklaget for røveri og for at overtræde et gældende indrejseforbud.
Manden blev dømt for 13. januar i år at have stjålet seks par læsebriller og to mascara fra Føtex i Ølstykke til en værdi af i alt 671,50 kr.
Anklager på sagen Jane Gade, fortæller, at da manden passerede kasselinjen blev han bedt om at stoppe af en kvindelig ansat i Føtex, hvorefter han flere gange skubbede til hende, inden han tog flugten.
“Hvis han bare var blevet ved butikstyveriet, så havde han fået en bøde, men i og med, at han begår vold i form af skub, for at flygte derfra, så koster det ham fire måneder,” siger Jan Gade.

Fængslet til udvisning

Hun fortæller, at manden ikke ville udtale sig i retten, men at han modtog dommen.
Og det var ifølge Jane Gade ikke første gang, at den litauiske tyv sad på anklagebænken i Danmark.
Manden blev nemlig tilbage i 2015 dømt for butikstyveri og fik i den forbindelse indrejseforbud i to år - altså frem til 2017.
“Han blev varetægtsfængslet efter dommen, og det skal han være indtil han har afsonet og kan udvises,“ siger Jane Gade

Pågrebet af civile

Det var takket være to hurtigtænkende Føtex-ansatte og en håndværker, at politiet tilbage i januar kunne pågribe den litauiske tyv.
Da han løb væk fra Føtex satte to ansatte samt en håndværker nemlig efter tyven i en biljagt gennem Ølstykke.
Og det lykkedes de heltmodige borgere at fange og overmande tyven efter at have jagtet ham i bil i godt en kilometer. Ved Netto i Ølstykke kunne de derfor sætte ham ind i bilen og køre ham tilbage til Føtex, hvor de overbragte ham til politiets varetægt.
I forbindelse med den civile anholdelse viste manden et falsk litauisk id-kort, og han var ved retssagens start derfor også sigtet for at have udgivet sig for at være en anden.
“Det blev han ikke dømt for, for jeg frafaldt selv sigtelsen af ham. Han havde kun vist id-kortet til de butiksansatte og ikke politiet, og det er ikke strafbart,” fortæller Jane Gade.