Pistolbevæbnet røver i Kiwi
En mand, bevæbnet med en pistol, begik torsdag aften røveri mod Kiwi på Prangervej i Fredericia. Røveren truede to unge ansatte til at udlevere penge fra kassen, hvorefter røveren og en medskyldig løb i retning af ringvejen og forsvandt. Røveriet skete kort efter klokken 20. Ingen kom noget til.
Politiet oplyser, at begge gerningsmænd slap væk trods intens søgen med blandt andet hunde.
Udbyttet fra røveriet var på under 5.000 kroner. Politiet opfatter forbrydelsen som røveri af særlig farlig karakter, hvilket har en straframme på 10 års fængsel.
Røveren i butikken var maskeret med en elefanthue. Han beskrives som 17-20 år, 170-175 centimeter høj og spinkel af bygning. Hans hud beskrives som brunlig, og han talte dansk med accent.
Politiet har ikke noget signalement af medgerningsmanden, der under røveriet opholdt sig udenfor.
“Vi har sikret os spor og videooptagelser,” oplyser lokalpolitiet i Fredericia, der tager imod henvendelser på telefon 114.