Fortsæt til indhold

Flittige indbrudstyve i påskedagene

Krimi
Grethe Bo Madsen

Mens påskedagene lokkede skanderborgenserne fra huse, havde indbrudstyvene travlt. Det gik blandt andet ud over en villa på Ringvej i Ry, hvor ukendte gerningsmænd torsdag 24. marts i tidsrummet fra klokken 10.00-21.30 brød en vestvendt bagdør op med et 40 millileter koben og skaffede sig adgang til boligen. Tyvene var rundt i hele boligen og stjal euro, engelske pund og smykker.
I Skanderborg blev der stjålet sølvtøj af mærket Raadvad fra en villa på Thanesvej fredag 25. marts. Her skaffede tyvene sig også adgang via et vindue, der var opbrudt ved hjælp af et 40 millimeter koben. Indbruddet fandt sted i perioden fra klokken 11.45-21.30.
På samme vej blev der lørdag 26. marts i tidsrummet fra klokken 12.00-18.50 begået endnu et indbrud. Også her blev et vindue opbrudt med et 40 millimeter koben. Hele boligen blev gennemrodet og der blev stjålet både en bærbar og en stationær computer samt et Tomtom løbeur og et mindre kontantbeløb i euro og dollar.
I Hørning blev en villa på Nattegalevej udsat for indbrud i perioden fra torsdag 24. marts til mandag 28. marts. Her blev et sydvendt vindue opbrudt og hele huset gennemrodet. Tyvene stak af med ni Y-stole af designeren Hans Wegner samt diverse smykker.
En villa på Æblehaven i Hørning fik også uvelkomne gæster i påsken. Her gik det ud over børnenes sparegris, som blev stjålet af ukendte gerningsmænd, der brød ind gennem et stuevindue i perioden fra lørdag 26. marts til mandag 28. marts.