Fortsæt til indhold

Ny redningsbåd er klar til udrykning

Nordsjællands Brandvæsen har fået doneret splinterny redningsbåd af Trygfonden. Båden fik tirsdag sin jomfrutur fra Rungsted med borgmester ved roret

Krimi
Morten Timm

Der var store smil og julelys i øjnene, da Nordsjællands Brandvæsen med beredskabskommissionsformand og Fredensborg-borgmester Thomas Lykke Pedersen i spidsen tirsdag søsatte en splinterny og hurtigsejlende redningsbåd i Rungsted Havn.
Samtidig kan borgerne i Hørsholm og Fredensborg glæde sig over, at det lokale brandvæsen nu råder over en topmoderne redningsbåd, der kan skyde en fart hen over bølgerne på 60 km/t og være i vandet i Rungsted og beredskabsklar på 10-12 minutter.
Redningsbåden er skænket af TrygFonden som en donation på 468.692kroner til Nordsjællands Brandvæsen, og den er meget passende blevet leveret efter brandvæsenets 16 år gamle redningsbåd fik en så omfattende reparationsskade, at den så godt som ikke stod til at redde.
“Vi er rigtig glade for denne nye båd, som sejler meget stærkt,” sagde en veltilfreds borgmester Thomas Lykke Pedersen efter at have været med ude på Øresund på den første sejlads og selv fik lov til at overtage roret.

Fast plads i Hørsholm

Sammen med operativ chef hos Nordsjællands Brandvæsen, Claus Larsen, takkede han Trygfondens repræsentant Charlotte Antonsen mange gange for redningsfartøjet.
Båden, der er døbt 'Poseidon' efter den græske havgud, får fast plads på Hørsholm Brandstation og skal sammen med redningsbåde i Gilleleje, Helsingør og Gentofte dække hele den nordsjællandske kyststrækning.
Gennemsnitligt vil redningsbåden få 10-11 udrykninger om året til opgaver, hvor det er et spørgsmål om at redde mennesker i havsnød eller eftersøgningsopgaver.
Især på eftersøgningsdelen kan redningsbåden gøre en forskel, fastslog beredskabsdirektør Lars Rosenwanger fra Nordsjællands Brandvæsen. Bådens gps-system kan sikre en meget systematisk afsøgning af et havområde.
Desuden vil beredskabsdirektøren ikke afvise, at brandvæsenets drone også kan supplere redningsbåden på en eftersøgning.

Brandvæsenets redningsbåd er sat i havnen i Rungsted og skal ud på den første testsejlads.

Øger sikkerhed og tryghed

For Trygfonden er donationen et naturligt led i deres forebyggelse af drukneulykker og for at det bliver mere sikkert at færdes ude på det åbne vand.
“Det er jo et gratis gode i Danmark, at vi har meget kyst og hav. Derfor er det vigtigt for os, at vi kan være med til øge sikkerheden og trygheden for folk. Når der sker en ulykke på vandet, er det livsnødvendigt, at hjælpen kan nå hurtigt frem til de nødstedte,” udtrykte Charlotte Antonsen, der mener, at Nordsjællands Brandvæsen med den nye redningsbåd fortsat være med til at skabe tryghed og sikkerhed på Øresund og de nordsjællandske søer.
Havde det ikke været for Trygfondens donation, måtte Nordsjællands Brandvæsen have gået den noget tungere gang til lokalpolitikerne i Hørsholm, Rudersdal, Fredensborg og Allerød Kommuner og bedt om en ekstrabevilling.

FAKTA
Redningsbåd
XS-RIB Deluxe på 6 x 2,6 meter - specielmodel fra BoatOne
Er forsynet med to Mercury 60 HK motorer, der giver båden en topfart 60 km/t
Er udstyret med den nye teknologi inden for navigations- og kommunikation
Båden er døbt 'Poseidon' og registreret som SAR fartøj (Search And Rescue)

Charlotte Antonsen fra Trygfondens repræsentantskab overrakte symbolsk en check på 468.000 kroner for donation af et styk redningsbåd til Nordsjællands Brandvæsen, som operativ chef Claus Larsen og beredskabskommissionsformand og borgmester Thomas Lykke Pedersen (th.) modtog og takkede mange gange for.