Politiet er til grin
Patruljer er på vej, bedyrer mand, som har anmodet om at blive medlem af den fremmedfjendske gruppe
Sidste uge skrev flere nationale medier om den indvandrerkritiske gruppe Soldiers Of Odin, som patruljerer gader og stræder rundt i Danmark som et slags borgerværn, der skal gribe ind med civile anholdelser af uromagere i nattelivet.
Af gruppens Facebook-side, der har mere end 10.000 likes, fremgår det, at der skulle være oprettet en afdeling i Odense, men i sidste uge fortalte Fyns Politi, at de ikke har registreret nogen patruljer
“Vi har ikke nogen registrerede hændelser eller nogen anmeldelser i forbindelse med dem her fra byen," sagde Jens Langdal Nielsen, der er leder af efterforskningsafdelingen for organiseret kriminalitet.
Lokalavisen Odense har imidlertid været i kontakt med én af de mange odenseanere, der på Soldiers Of Odins Facebook-side har anmodet om medlemskab.
Han mener at vide, at der vil være patruljer på gaden inden for et par uger.
Politiet er til grin
Mikkel Larsen, som han hedder på Facebook, fortæller i et interview foretaget over Messenger, hvorfor han gerne vil tage del i gruppens Odense-aktiviteter.
“Jeg vil gerne være med på grund af den vold og chikane af unge piger, der er i byen. Jeg er ligeglad med, om det er danskere eller udlændinge, men det skal stoppes, og når politiet ikke kan, så vil jeg gerne støtte op om at gå gennem byen, holde balladen ude af byen og sørge for, at pigerne kan færdes trygt i nattelivet. Men ingen vold fra vores side. Vi vil kun beskytte dem, der er ofrene for ballade i byen og måske tilbageholde enkelte, til politiet gider hente dem,” skriver han og bedyrer, at Soldiers Of Odin intet har imod ikke-etniske danskere.
“Nope, udlændinge er jo også velkomne i gruppen. Ærligt, så synes jeg, politiet er til grin. Ringer man, fordi man ser et indbrud eller overfald, har de aldrig tid til at komme. Så er der kun én ting at gøre, og det er at blande sig på ordentlig vis og skille folk fra hinanden - eller tilbageholde personer, til politiet gider komme,” skriver Mikkel Larsen.
Radio24syv bragte som de første historien om Soldiers Of Odin, som ifølge radiokanalen har tætte bånd til Hells Angels, nazister og andre højreekstreme grupperinger i såvel Danmark som andre skandinaviske lande.
Soldiers Of Odin kalder på sin Facebook-side sig selv for en slags 'Natteravne 2.0' og bedyrer, at baggrund og oprindelsesland ikke er vigtig i forhold til patruljeringerne.
Gruppen skriver ydermere følgende om patruljeringerne i dens regelsæt:
“Medlemmerne af klubben har lov til at forsvare sig selv, hvis det er nødvendigt, hvilket er den fornødne magt til selvforsvar, som er beskrevet i vores danske lovgivning”.