Fortsæt til indhold

Narkopåvirket bilist uden kørekort førte ulykkesbilen

Den hårdt sårede 14-årige dreng fra ulykken i Hadsten er i stabil tilstand

Krimi
Af Michael Wulff

Det var en 14-årig skolepraktikant fra Rønbækskolens 8. klasse i Hinnerup, der mandag eftermiddag blev alvorligt kvæstet ved en påkørsel ud for Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Drengen er fortsat indlagt, men han er i stabil tilstand og har varme fødder. Det er tegn på, at benene kan bevares. Det skriver stiften.dk.
LÆS OGSÅ: POLITIET EFTERLYSER SORT BIL OG VIDNER
Den 14-årige dreng havde været på første dag i sit brobygningsforløb, som eleverne på dette klassetrin får mulighed for, inden næste trin i uddannelsen.

Fradømt kørekortet i 2015

Det var, mens den 14-årige ventede på at komme hjem, at tre unge bilister ifølge vidner kom i høj fart på strækningen på Ellemosevej, hvor der er skiltet med 30 km/t. Politiet anslår, at der er kørt dobbelt så hurtigt.
Bilen, som pludselig kørte op over kantsten og direkte ind i den 14-årige og nogle store sten, blev ført af en 22-årig mand fra Randers. Han var efter politiets opfattelse påvirket af narkotika, han har ikke noget kørekort, for det blev fradømt ham for en periode på fire år i juli 2015.
I grundlovsforhøret mødte han ifølge stiften.dk op med en arm i gips samt skader ved det ene øje efter mandagens uheld.
De tre sigtede mænd, som udover den 22-årige er en 20-årig og en 18-årig fra Hadsten, nægtede sig alle skyldige i 'hensynsløs kørsel' som anklageskriftet lød på.
De tre forklarede, at de kørte i række, og måske nok lidt hurtigere end de 30 km/t.
”Jeg kørte bagerst i en række af fire biler. Jeg kørte nok for tæt på den forankørende. De tre forankørende bremsede op, og det nåede jeg ikke. Derfor undveg jeg og drejede til venstre. Da jeg gjorde det, ramte jeg en af de andre biler, som også drejede mod venstre, og så ramte jeg ind i stenene, lød det fra den 22-årige randrusianer ifølge stiften.dk, der havde en reporter tilstede i retten.

Løsladelsen kæret

Dommeren mente ikke, at det var bevist, at de tre havde kørt race. De sigtede ville i hendes øjne ikke kunne straffes efter straffeloven, da ulykken var at betragte som en alvorlig færdselsulykke. Den kendelse var anklageren ikke enig i, og løsladelsen blev kæret til Landsretten, som indenfor 24 timer tager stilling i sagen.