Politiet efterlyser vidner og en sort bil
De tre sigtede unge mænd fra ulykken på Ellemosevej i Hadsten blev løsladt
I forbindelse med fremstilling af tre mænd i retten i Randers tirsdag middag efter påkørsel af en 14-årig dreng på Ellemosevej i Hadsten mandag kl. 14.34, blev de tre fremstillede alle løsladt af dommeren.
Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Under grundlovsforhøret kom det frem, at der muligt er et fjerde køretøj i relation til uheldet.
Det manglende køretøj - en sort personbil - kørte formentlig foran de tre øvrige køretøjer.
Den sorte personbil holdt ind til siden på uheldsstedet og afventede i få minutter. Der steg ikke nogen personer ud af bilen. Politiet er meget interesserede i at komme i kontakt med føreren af dette køretøj, altså føreren af en sort personbil.
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at beskrive bilen nærmere.
Østjyllands Politi vil også gerne i kontakt med de mange mennesker, som kom til stede på uheldsstedet, da det var omkring skoletids ophør. De kan være vigtige vidner.
Anklageren kærede ved grundlovsforhøret løsladelsen til Landsretten. De tre mænd er fortsat sigtet i sagen.
Henvendelse til Østjyllands Politi kan ske hele døgnet på 114.