Fortsæt til indhold

Tre aarhusianere skal 12½ år i fængsel for at sprænge pengeautomater

En trio, der har sprængt pengeautomater flere steder i Østjylland, har nu modtaget deres domme

Krimi
Arkiv

En 38-årig mand fra Aarhus er i dag ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for at have sprængt tre bankautomater i luften i henholdsvis Horsens 3. maj 2016, Auning 11. juli 2016 og Odder 20. december 2016.
Desuden blev manden fundet skyldig i at have forvoldt fare for politifolk, da han, i forbindelse med en eftersættelse 20. december 2016 fra Odder til Tranbjerg, kastede partisansøm ud foran flere politipatruljer. Derudover blev han fundet skyldig i et indbrud på Royal Casino i Aarhus begået i februar 2016.
Den 38-årige er den tredje person til at modtage dom i sagen, og der er nu udmålt i alt 12½ års fængsel til de tre gerningsmænd, der alle er i 30'erne og fra Aarhus-området.
"Jeg er tilfreds med de i sagen afsagte domme. Det er positivt, at berigelsesafdelingens hårde arbejde i forbindelse med efterforskningen af sagen har ledt til domfældelser, og at straffenes længde afspejler alvorligheden af de begåede forbrydelser. Desuden noterer jeg mig, at der ikke siden anholdelsen af gruppen er konstateret nye forhold vedrørende sprængninger af banker i Østjylland," siger anklager Rasmus Gyldenløve i en pressemeddelelse.
Berigelsessektionen i Østjyllands Politi har efterforsket sagen, hvor flere banker i Østjylland i løbet af 2016 oplevede, at bankautomater blev sprængt i luften midt om natten. Sprængningerne medførte store tab - både i form af udbytte fra automaterne og i forbindelse med de omfattende ødelæggelser på bygninger og inventar.
Længere tids intensiv og målrettet efterforskning har medført opklaring af forhold begået i Horsens, Grenaa, Auning, Give og Odder, hvor bankautomater blev sprængt i luften.
ksa