Flere tricktyverier i Aarhus torsdag eftermiddag
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Østjyllands Politi har de seneste dage modtaget flere anmeldelser om tricktyverier i politikredsen. Torsdag var der to tilfælde i Aarhus.
Torsdag eftermiddag fik en 67-årig mand hævet penge fra sin konto. Manden havde handlet i en butik på Vorregårds Allé i Aarhus N, hvor han havde betalt med sit dankort.
Han gik efterfølgende hjem til sin bopæl på Illerupvej, hvor han blev opsøgt af to mænd, der på engelsk spurgte efter en 'Peter Andersen'. Den 67-årige talte kort med mændene, men afviste dem, da det, de spurgte til, ikke gav nogen mening.
Mændene gik fra stedet, men senere blev manden opmærksom på, at han havde fået stjålet sin kortholder med sit dankort, og at der var hævet penge på hans konto med brug af rette pinkode.
De to mænd beskrives som:
- Ikke etnisk danske
- Henholdsvis ca. 35 år og ca. 50 år gamle
- Den ene 170-175 cm høj og kraftig
- Den anden 185-190 cm høj og almindelig af bygning
- Begge havde kort, mørkt/sort hår
- Talte begge engelsk
Samme eftermiddag gik det ud over en 62-årig kvinde, der netop havde købt en billet i automaten i banegårdshallen med sit dankort. På vej ned ad rulletrappen til perronen fik manden foran hende pludselig overbalance og faldt, så kvinden var ved at snuble over ham. '
Hun spurgte, om han var ok, hvortil han sagde undskyld på tysk og hurtigt forsvandt fra stedet. Et vidne bemærkede, at manden havde haft sin hånd nede i kvindens taske, og kvinden kunne da også efterfølgende konstatere, at hendes pung var stjålet - hun nåede dog at spærre sine kreditkort.
Manden på rulletrappen beskrives som:
- Østeuropæisk af udseende
- 35-50 år
- 175-178 cm høj
- Almindelig af kropsbygning
- Brunt, kort hår med lidt grå stænk - klippet helt kort i siderne og lidt længere på hovedet
- Iført lyseblå skjorte og blå jeans
- Medbragte en rygsæk
- Talte tysk
dp
Døgnet i øvrigt
Uro ved retten i forbindelse med grundlovsforhør
To personer med relation til bandemiljøet blev torsdag kl. 10.30 fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus - sigtet for forsøg på manddrab og ulovlig tvang. I forbindelse med grundlovsforhøret dukkede flere andre personer op ved retten og skabte uro. To mænd på 20 år blev i den forbindelse begge anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved ikke at følge politiets anvisninger. De har begge fået en bøde på 1.500 kroner.
Biler kørte om kap i Aarhus midtby
Østjyllands Politi fik i torsdag kl. 17.55 en anmeldelse om, at flere biler kørte om kap ved Thorvaldsensgade i Aarhus. Der blev både kørt over fortorv og i modsatte vognbane og med høj fart. Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor politiet traf flere personer, der dog i første omgang kun er registreret til sagen, der nu efterforskes nærmere.
Brande i Tilst
Østjyllands Politi fik natten til fredag ved 3-tiden anmeldelse om to brande umiddelbart efter hinanden på henholdsvis Vestervænget og Mosealléen i Tilst. På Vestervænget var der brand i flere biler, hvoraf to var udbrændt og fire andre biler havde fået skader efter ild og varme. På Mosealléen var der brand i en container, der var fyldt med halm. Årsagen til de to brande kendes endnu ikke, men det undersøges nu nærmere - herunder om der kan være sammenhæng mellem de to brande, og om de muligvis kan være påsatte.
Færdsel
Torsdag kl. 10.57 skete der færdselsuheld på Banegårdspladsen i Aarhus. En 70-årig kvinde kom cyklende ligeud ad Banegårdsgade, da en 26-årig mandlig bilist kom fra modsatte side og skulle svinge til venstre ad M.P. Bruunsgade. Bilisten overholdt ikke sin vigepligt og påkørte kvinden. Kvinden kom lettere til skade og blev kørt til skadestuen for at blive undersøgt for hjernerystelse.
Torsdag kl. 15.25 skete der harmonikasammenstød på Nordjyske Motorvej ved Trige. En 21-årig kvindelig bilist kom kørende i nordlig retning, da hun bremsede for en forankørende bil og blev ramt bagfra af en 33-årig kvindelig bilist, hvilket resulterede i at den 21-årige kvinde kørte ind i midterrabatten. Den 33-årige kvinde blev herefter påkørt bagfra af en 55-årig mandlig bilist. Den 21-årige kvinde skulle hjælpes ud af sin bil, men slap uden skader, mens den 33-årige kvinde brækkede en knogle i håndleddet.
Torsdag kl. 21.35 skete der færdselsuheld på Herredsvej i Aarhus V. En 19-årig mandlig bilist skulle svinge til højre fra Hasle Ringevej til Herredsvej, da han blev påkørt bagfra af en 25-årig kvindelig bilist, der også skulle svinge til højre, og som ikke havde set, at bilen foran holdt stille. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Rolfsgade i Viby begået mellem onsdag den 21/6 kl. 23.00 og torsdag den 22/6 kl. 04.00
- På Dalvangen i Højbjerg begået søndag den 18/6 kl. 00.10
- På Paludan-Müllersvej i Aarhus V begået torsdag den 22/6 mellem kl. 09.00 og kl. 19.50