Pludselig bliver der skudt fra en bil...
Lokalavisen har været på reportagetur i Gellerup. Stemningen er spændt i øjeblikket på grund af bandekonflikten
Bang!
Der lyder et lille, svært afkodeligt brag bag os. Jeg kigger mig over skulderen og ser en lille, mørk bil tage et sving på den nyanlagte del af Tinesvej.
Ud ad bilvinduet hænger en ung fyr, mens han råber et eller andet og griner over hele femøren. Hundredvis af guldfarvede papirstrimler hvirvler i vinden bag bilen.
Ironien er så tyk, at man kan skære i den. Jeg er på reportage i Gellerup for at få en fornemmelse af, hvad der sker i det vestlige Aarhus i øjeblikket. De seneste ti dage har der været hele tre skudepisoder i området, og så bliver der skudt, mens jeg er der... med konfettirør.
Kigger sig over skulderen
33-årige Fadi Kassem griner. Han kan godt se det komiske i situationen.
Jeg møder ham i Gellerup onsdag aften. Han har boet i området næsten hele sit liv og har befundet sig på den forkerte og rigtige side af loven. Han kender alt og alle, arbejder med utilpassede unge - 'den hårdeste kerne' - i Gellerup, har skrevet bogen 'Krigsbarn, rod og rollemodel' og stiller nu op til kommunalvalget for SF.
Mit håb er, at han kan give aarhusianerne og jeg lidt indsigt i den bandekonflikt, der udspiller sig i Aarhus V for øjeblikket.
Der var ingen overraskelse at spore hos ham under 'skudepisoden'. Mens han og jeg har gået rundt i Gellerup, har jeg bidt mærke i, at han 'scanner' hver en bil, der nærmer sig. Som for at tjekke, om de, der sidder i bilen, kan have onde hensigter.
“Stemningen er spændt i øjeblikket. Man kan ikke lade være med at kigge sig lidt over skulderen,” siger han.
Konflikt stod i kortene
Konfliktens rod er Loyal To Familia (LTF), en berygtet indvandrerbande fra København, som vil etablere sig i Aarhus. Og det aarhusianske fodfæste skal findes i den vestlige del af byen.
“Det handler om territorie. Gellerup er hovedstaden, basen, så selvfølgelig går de efter Gellerup,” siger Fadi Kassem.
Konflikten har ulmet længe, men er eskaleret de seneste uger med flere drabsforsøg og op mod 100 anholdelser.
LTF har tilsyneladende set en åbning, men er blevet mødt med modstand fra områdets forskellige grupperinger. Og det er ifølge Fadi Kassem grupperinger, der er tale om. Ikke organiserede og skånselsløse bander som LTF.
“Vi har for længst set det komme. Alle ingredienserne er der - ikke mindst stor arbejdsløshed og fattigdom. Det er let at hverve medlemmer i et område med mange socialt udsatte, hvor de unge ikke har noget at tage sig til. Det er unge mennesker, der er vokset op med den tanke, at de er fisk i et krokodillefyldt farvand. Så går man her, keder sig og prøver at overleve, og pludselig kommer der et røvhul med styr på tingene og siger, at du er god nok og giver dig en t-shirt på. Jeg havde sgu selv sprunget til,” lyder det bestemt fra Fadi Kassem.
Føler sig som skydeskiver
Vi møder mange mennesker - mest unge - på vores tur rundt på stierne og vejene, der alle har fået pæredanske kvindenavne. På Gudrunsvej falder vi i snak med en 17-årig gut.
“Selvom vi ikke har noget med balladen at gøre, så føler vi os lidt som skydeskiver lige nu. Folk holder sig mest indendøre efter 18-tiden. Det er derefter, der er mest spænding i luften,” siger han.
“Det er voldsomt. Jeg har arbejdet med den hårde kerne i rigtig mange år, og vi er alle mærket af det her. Det har altid været sikkert at færdes i området, men lige nu sidder de unge som tun i en dåse indenfor og er nervøse og bange,” supplerer Fadi Kassem, og fortæller, at han så sent som i går sad og snakkede med en ung fyr, hvis bror lige var blevet skudt.
Flere kommer til. Én har armen i en slynge. Han blev skudt i ryggen, da han var på vej i moské, får jeg forklaret.
“De troede vel, han havde noget med konflikten at gøre,” siger den 17-årige, som godt tør give en karakteristik af de ubudne 'gæster' fra København.
“De er iskolde og hæmningsløse. Den slags typer, der ikke er blevet opdraget ordentligt.”
En hel del af de unge, Fadi og jeg møder mellem de slidte, grå betonrædsler, har været tæt på skyderierne. Men vi møder også to kridhvide danskere med en kasse dåsebajere under armen.
“God druktur, drenge,” råber han og får et par smil tilbage.
Det værst tænkelige
Sådan er Gellerup også, forklarer han.
“Men det er altså et område med socialt udsatte, og det hører med til fortællingen om bandekonflikten, om man vil det eller ej. Mange af de unge, jeg taler med, har ingen drømme. De ved ikke, hvad de skal drømme om at opnå med deres liv. Politiet gør lige nu alt, de kan i forhold til balladen, men løsningen på den lange bane er én ting: Arbejde. Det er simpelt, men inddrager man folk og giver dem et formål og en drøm, så skal du se underværker. Hvordan ville du forholde dig, hvis du kunne se, at østeuropæere strømmer til og får arbejde, mens du som barn ser, at din mor, far og søskende går hjemme på overførselsindkomst,” spørger Fadi Kassem retorisk.
Han har ikke et bud på, hvad konflikten mellem Gellerup-grupperingerne og LTF vil ende med, men han ved, hvad det værst tænkelige vil være.
“Det er helt klart, hvis de beslutter sig for at stoppe med at slås og slår sig sammen. Så stopper skyderierne nu, men det er som at pisse i bukserne. Andre vil bare komme til senere. Lige nu er der en kamp, fordi ingen ønsker bander i Gellerup, men samler de sig, så har vi ikke kun et problem i Gellerup, men i hele Aarhus.”