Sådan døde den fireårige dreng
Mandag mistede en blot fireårig dreng livet i en tragisk ulykke med en hestevogn på Mandø. Hestevognen var en del af firmaet Mandø Event, der er ejet af Benny Thomsen. Nu tager firmaet det fulde ansvar og stopper samtidig alle fremtidige hestevognsture. Det skriver Jydske Vestkysten.
"Det er ganske forfærdeligt, og som ejer af firmaet tager jeg det fulde ansvar. Vi kørte ud med tre vogne, og det var den midterste som forulykkede. Ulykken skete ved, at en stang som går mellem vognens foraksel og bagaksel knækker, og den ryger så ned i havbunden. Derved vælter vognen. På én af de tre vogne er der en læge tilstede. Han konstaterede, at drengen var død. Drengen fik vognen ned over sig," oplyser Benny Thomsen til Jydske Vestkysten.
Hestevognene kan rumme op til 15 voksne passagerer. I den forulykkede vogn var der 10-11.
Den fireårige turist havde med på turen sine forældre og en søskende. Ulykken skete på den nordlige side af Mandø - ude på havbunden umiddelbart efter, at vognene var kørt op over diget på Mandø, skriver Jydske Vestkysten.