Måtte kravle op i trætop
En 17-årig ung mand endte natten til mandag oppe i toppen af et træ i Slagelse under en flugt fra politiet. Efter sig havde han en politihund. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Hele sagen begyndte, da en kvinde klokken 01.58 kontaktede politiet og fortalte, at hun på Vesterport i Slagelse netop havde set tre personer sætte nummerplader på en personbil.
Kort efter så en patrulje, at selv samme bil kørte ud fra en tankstation på Mariendahls Allé, og fra den tankstation modtog politiet en anmeldelse om, at bilen netop havde tanket og kørt uden at betale. Da bilen samtidig kørte over for rødt, satte patruljen efter for at tale med chaufføren.
På Herluf Trollesvej kørte bilen ind i en betonklods, og tre personer løb fra stedet. Patruljen slap en hund løs og kort efter fandt den en af personerne fra bilen – den 17-årige mand, som er fra Taastrup. Han havde gemt sig i toppen af et træ.
Da han blev opdaget, kravlede han ned, blev anholdt og sigtet for benzintyveriet. Nummerpladerne, som var sat på bilen var i øvrigt stjålet, oplyser politiet.