Fortsæt til indhold

Stoppet af politiet - 2 gange på få meter

Krimi
Af Daniel Sennek

Det blev ikke bare en dårlig dag, men en rigtig dårlig dag for en tysk far og dennes 12-årige søn, da en hundepatrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi standsede en tysk indregistreret bil mandag eftermiddag. En rutinemæssig kontrol gav nemlig mildt sagt bonus, da faderen og sønnen måtte gå resten af vejen - med to bøder og en beslaglagt bil.
Det skriver TV SYD.
Den tysk indregistrerede bil kørte rundt på Lakolk Strand på Rømø, da politiet standsede bilen. Her fik de et chok, da en kun 12-årig dreng sad bag rattet - med sin far ved siden af. Politiet udstedte en straksbøde på 2.500 kroner, som den tyske far betalte med det samme.
Men da faderen så satte sig bag rattet for at køre videre, fik hundepatruljen mistanke om, at han var spirituspåvirket. Han blev igen standset og bedt om at puste i et alkometer.
"Det viste sig, han havde en promille på 2,0, så det er sikkert derfor, han bad sønnen køre bilen. Så nu er han også sigtet for spirituskørsel, og har fået taget en blodprøve, som skal bruges ved en retssag," fortæller vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.
Kørekortet blev inddraget, men sagen sluttede langtfra her. Faderen er tysk statsborger og derfor skulle han betale et depositum på 7.500 kroner, så man var sikker på, at han ville dukke op til retssagen.
"Manden kan ikke betale de 7.500 kroner, så derfor har vi beslaglagt hans bil. På den måde er vi sikker på, han dukker op til retssagen her i Danmark. Hvis han finder pengene, så udleverer vi bilen - men ikke til ham, han må ikke køre i Danmark," siger Erik Lindholdt til TV SYD.