Mand tiltalt for at angribe og voldtage ansat
En 28-årig mand fra Rødovre har fået noget af en tiltale imod sig, når han senere i august stilles for Retten i Næstved. På Hotel Comwell i Korsør begik manden nemlig - ifølge tiltalen - brutal vold og voldtægt af en 34-årig ansat på hotellet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Episoden fandt sted den 3. december sidste år efter en julefrokost. Mellem klokken 04.50 og 6.25 overraskede den 28-årige mand den kvindelige ansatte i kælderen, hvor han slog hende flere gange i hovedet og på kroppen. Hun forsøgte at flygte, men den 28-årige mand holdt hende tilbage ved at hive hende i håret og tage halsgreb på hende. Han tilbageholdt kvinden i halvanden time på dametoilettet.
Herefter forsøgte han at voldtage kvinden, men fik rejsningsproblemer. I stedet blev hun gennemtæsket igen. Ifølge de lægelige undersøgelser kan kvinden have været i livsfare, men det er uklart om det skyldes halsgrebet eller slagene.
"Ud fra en samlet vurdering af grovheden og at sagen også omfatter frihedsberøvelse, nedlægger vi påstand om mere end fire års fængsel," siger specialanklager Susanne Bluhm til Ekstra Bladet.
Den 28-årige mand er tiltalt for voldtægt af særlig farlig karakter, frihedsberøvelse og blufærdighedskrænkelse. Men nægter sig skyldig og afviser, at han skulle være gerningsmanden til voldtægten.