Fortsæt til indhold

Tre mænd idømt 16½ års fængsel

Krimi
Arkiv

I forbindelse med beslaglæggelse af 50 kilo amfetamin på Bilkas parkeringsplads i Slagelse i oktober sidste år førte den videre efterforskning til anholdelse og varetægtsfængsling af to personer i november 2016. Disse to samt en tredje medskyldig har nu fået deres straf, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
En 23-årig mand fra Fuglebjerg og en 21-årig mand fra Slagelse var anklaget for bl.a. besiddelse af større mængder amfetamin og kokain samt hash med henblik på videreoverdragelse. Den 23-årige var ligeledes sigtet for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Derudover var en 25-årig mand fra Kalundborg anklaget for besiddelse af amfetamin og kokain med henblik på videreoverdragelse.
Retten i Næstved fandt fredag de tre mænd skyldige som følger:
Den 23-årige blev kendt skyldig i besiddelse af 13,5 kilo amfetamin, 7 kilo kokain, 2,5 kilo hash og besiddelse af 2 pistoler med ammunition og idømte ham 9 års fængsel.
Den 21-årige blev kendt skyldig i besiddelse af ca. 12,7 kilo amfetamin, 1,5 kilo kokain og 1,5 kilo hash og idømte ham 6 års fængsel.
Den 25-årige blev kendt skyldig i besiddelse af 100 gram amfetamin og 209 gram kokain og idømte ham 1½ års fængsel.
Den 23-årige og den 21-årige ankede begge dommen, ligesom de begge blev varetægtsfængslet efter dom. Den 25 årig modtog dommen og blev løsladt efter dom, oplyser politiet.