2.140 bilister kørte for stærkt på skolevejene
Langt over 2.000 færdelsforseelser. Det var resultatet af første uges målrettede færdelskontrol i forbindelse med skolestart landet over, oplyser Rigspolitiet, som angiver
for høj hastighed, manglende sikkerhedssele og kørsel med håndholdt mobiltelefon som hovedsynderne.
Tallene fordeler sig således:
• 1.901 hastighedsovertrædelser af den generelle hastighed i byerne og 239 overtrædelser af den skiltede hastighed
• 34 voksne benyttede ikke sikkerhedssele, og i 53 tilfælde var børnene ikke fastspændt
• 13 benyttede mobiltelefon under kørslen
De høje tal ærgrer Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter i Rigspolitiet, som havde håbet på færre forseelser.
"Vi havde selvfølgelig håbet, at antallet af overtrædelser var faldet i år, men vi kan konstatere, at tallene ligger på samme niveau som de seneste mange år. Der er lidt flere, der er blevet taget for hastighedsovertrædelser i år i forhold til sidste år, til gengæld er antallet af håndholdte mobiltelefoner faldet. Men overordnet set er niveauet det samme. Det er vigtigt, at vi får nedbragt hastigheden omkring skoleveje. Små børn er mere uprøvede og utrygge i trafikken, så husk at udvise ekstra forsigtighed som bilist," siger Christian Berthelsen.