Vidner søges
En brand der udbrød i kælderlokalerne på Brøndby Strand Skole søndag aften den 2. juli var påsat. Det har tekniske undersøgelser vist, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Flere vidner har været afhørt i løbet af efterforskningen, men man vil meget gerne tale med flere. Derfor opfordres folk, som har gået tur, eller i anden anledning har været i området omkring Brøndby Strand Skole, i tidsrummet fra cirka klokken 20 til 22.45 søndag aften den 2. juli 2017 til at melde sig hos politiet - også selv om de måske ikke selv mener, at de har set noget af betydning for sagen
Nogle vidner har allerede oplyst, at der befandt sig personer i en træhytte, som ligger ved en bålplads, ved siden af skolen den pågældende aften. Disse personer vil politiet specielt gerne i kontakt med.
Oplysninger til sagen kan gives til Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.