Politi og brandvæsen hastede til ild ved Bybadet
Ung mand vil formentlig blive sigtet for forsætlig brandstiftelse.
Det ser lidt sort ud for herrernes omklædningsrum i Bybadet ved Kulturhuset i Skanderborg.
Der er heldigvis »kun« tale om sodskader og andre mindre skader efter det, der formentlig har været antændelse af papir og plastik.
Personen bag ildspåsættelsen skal være en blot 17-årig ung mand fra Skanderborg.
Den unge mand vil ifølge politikommissær hos Sydøstjyllands Politi, Mads Højen, formentlig blive sigtet for forsætlig brandstiftelse.
Motivet til at sætte ild i papir og plastik ved Bybadet er ukendt, oplyser Mads Højen.
Østjyllands Brandvæsen sendte to større køretøjer afsted til hændelsen, men ilden var brændt ud, da brandfolk ankom til stedet. Det oplyser brandvæsnets presserådgiver til Uge-Bladet Skanderborg.
Sydøstjyllands Politi beskriver hændelsen som en »mindre sag,« og skaderne ved Bybadet er angiveligt også få.
Politi og brandvæsen fik meldingen om brand omkring klokken 01.30 natten til tirsdag 27. juni.