Fortsæt til indhold

Tyder på samme gerningsmænd

Østjyllands Politi efterforsker sagerne og erkender, at der kan være en sammenhæng

Krimi
Danni Paulsen

Meget tyder på, at en eller flere tricktyve i øjeblikket huserer i det sydlige Aarhus, hvor fire ældre borgere mandag og tirsdag har været udsat for sammenlignelige hændelser.
Mandag var det to kvinder, 83 og 88 år, bosiddende i Holme-området, der blev opsøgt af en ukendt gerningsmand, som endte med at stjæle guldsmykker, kontanter og hævekort fra kvindernes lejligheder.
I begge tilfælde var det en udenlandsk mand, der bankede på og fik adgang til lejlighederne under påskud af at skulle tjekke vand og varme. Og i begge tilfælde blev kvinderne bedt blive i et bestemt rum, hvorfra de skulle hjælpe med, at gerningsmanden kunne tjekke noget i et andet rum. Således kan gerningsmanden ubesværet stjæle beboerens ejendele, uden at ofret er tilstede.
LÆS OGSÅ: POLITIRAPPORTEN: ÆLDRE KVINDER OPSØGT AF TRICKTYVE, SOM SKULLE TJEKKE VAND OG VARME
Tirsdag var det to ældre mænd fra Højbjerg, det gik ud over.
Ved ni-tiden fik en 66-årig, gangbesværet mand besøg på sin bopæl i Saralystparken, hvor 'gæsten' skulle tjekke termostater. Det gjorde han i stuen og soveværelse, uden at den gangbesværede herre fulgte med.
Gerningsmanden så østeuropæisk ud, snakkede dansk med accent og slap væk med et kontant beløb samt to ID-kort fra en pung i et tøjskab.
Godt en time senere bankede det på døren til en 77-årig mands rækkehus på Stenvej. Her ville en mellemøstlig mand, der talte et fremmedsprog, tjekke varmemåleren.
Den 77-årige prøvede at bortvise ham, da han ikke kunne identificere sig med et skilt eller et kort, men det fik ikke manden til at forsvinde.
I stedet gik han ind i stuen, hvor han var et kort øjeblik, før han forsvandt. Det viste sig, at han slap væk med en tegnebog indeholdende et kontant beløb og diverse kort.
Den 77-årige bemærkede, at gerningsmanden kørte fra stedet på en af Aarhus Kommunes bycykler.
De fire sager minde meget om hinanden, og det har man også noteret sig hos Østjyllands Politi.
"Der er noget, der tyder på, at det enten er tale om samme gerningsmand, eller at nogen gør det her i forening. Fremgangsmåden ved de fire tricktyverier minder om hinanden, og det bliver begået i det sydlige Aarhus. Det efterforsker vi selvfølgelig," siger Thomas Hinge, politikommisær ved Østjyllands Politi.