Motorcyklist ræsede fra politiet på landevej med 217 km/t.
En 30-årig mand fra Fredericia skal i dag ved retten i Kolding forklare sig i en færdselssag, som på forhånd ser svær ud for ham. Manden er sigtet for hele 12 brud på færdselsloven den 2. juni, hvor han forsøgte at ryste politiet af sig i en jagt mellem Vejle og Fredericia. Det skriver jv.dk.
Den 30-årige, der ikke har noget kørekort, stak den fredag formiddag i juni af fra politiet på sin Suzuki motorcykel, som var udstyret med falsk nummerplade, og i øvrigt ikke er indregistreret i Danmark.
Med gashåndtaget helt i bund kørte han 217 km/t. på en landevejsstrækning, hvor højeste tilladte fart er 80 km/t. I en byzone med 50 km/t. kørte han 107 km/t. og han lavede samtidig en lang række hasarderede overhalinger, overskred spærrelinjer og kørte venstre om et helleanlæg, inden han blev bragt til standsning på hovedvej 171. Det hele tog blot seks minutter.
Anklagemyndigheden kræver ubetinget fængsel, frakendelse af førerretten og konfiskation af den falske nummerplade, skriver jv.dk.