Fortsæt til indhold

2 kvinder og 2 børn angrebet med sten på størrelse med tennisbold

Krimi
Jacob Nielsen

Endnu et vanvittigt tilfælde af stenkast skete søndag eftermiddag omkring klokken 16.45 ved broen over Køge Bugt Motorvejen ved afkørsel 31 B (Egedesvej).

Denne gang gik det ud over en bil ført af en 30-årig kvinde fra Sorø, som var på vej i sydgående retning, da hendes bil blev ramt af en stor sten, som vurderes at være på størrelse med en tennisbold. Stenen efterlod en stor bule i taget cirka 10 centimeter fra frontruden, oplyser politiet.
Udover den 30-årige sad I bilen sad en 24-årig kvinde og to børn på henholdsvis 5 og 10 år på bagsædet.

Heldigvis kom ingen af personerne i bilen fysisk til skade, men blev alle chokeret over hændelsen. Politiet har afhørt alle fire, men der er ikke nogen oplysninger om personer set på broen forud for hændelsen, ligesom politiets undersøgelser på stedet ikke gav nogen naturlig forklaring på, hvorfor en sten af den størrelse pludselig skulle kunne komme flyvende mod personbilen.

Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der har oplysninger i sagen. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 med oplysninger.