2 koner koster ham fængsel og udvisning
To måneders fængsel og efterfølgende udvisning af landet i seks år. Det er straffen for at have to koner i Danmark for en egyptisk mand, skriver Ritzau ifølge BT.
Den 36-årige mand som bor i Randers, blev dømt skyldig i bigami ved byretten i Randers i januar men ankede dommen til Landsretten.
Højst mærkværdigt dukkede manden slet ikke op ved mandagens retsmøde i Viborg, og derfor afvises sagen automatisk og byrettens dom fra januar står ved magt, skriver BT.
Ifølge mediet blev egypteren først gift med en dansk kvinde, han havde mødt i Egypten, i oktober 2008. De to blev separeret i 2014, og manden lod sig året efter, i 2015, gifte med en egyptisk kvinde i en moske i Egypten.
En separation er ikke lig med en skilsmisse, og derfor havde manden formelt set to koner fra 2015 til 2016, hvor han lod sig endeligt skille fra sin første kone.
Det ulovlige dobbelt-ægteskab straffes efter Straffelovens paragraf 208, og manden skal altså nu først i fængsel, inden han må forlade landet i en årrække.