Fortsæt til indhold

To mænd snydt for 46.000 kroner af pirattaxaer

Politiet advarer på det kraftigste mod at benytte pirattaxaer

Krimi
Arkiv

Det kostede i weekenden to mænd dyrt, at de ville spare nogle penge på at tage en ulovlig pirattaxa i stedet for en rigtig taxa.
Værst gik det - i hvert fald økonomisk - udover en 32-årig mand fra Silkeborg, som natten til søndag blev kørt fra Aarhus til Silkeborg.
Manden troede, at han havde prajet en Uber-taxa, hvori der sad to mænd af anden etnisk herkomst.
Den 32-årige faldt i søvn på vejen til Silkeborg og opdagede først senere på dagen, at han havde fået stjålet to VisaDankort og et Eurocard fra sin lomme.
Kortene var efterfølgende blevet misbrugt for over 40.000 kroner.

Fuld mand narret af pirattaxa

Samme nat kostede det en 28-årig mand 6.000 kroner, da han satte sig ind i en pirattaxa i Aarhus.
Den 28-årige havde været på druk og fået en del indenbords, da han omkring klokken 01.15 satte sig ind i en taxa ved Store Torv i Aarhus C.
Ifølge den 28-årige var han så fuld, at han troede, det var en rigtig taxa, blandt andet fordi der var en stor GPS i bilen.
Manden blev kørt til sin adresse i Aarhus N, og ved ankomst bad chaufføren ham om at taste sin pinkode til sit dankort ind flere gange, inden han til sidst fik lov at gå ud af bilen.
Det var først her, den 28-årige fattede mistanke til chaufføren, hvorfor han tog et billede af bilen med sin mobiltelefon.
Det fik chaufføren og hans ven, der pludseligt dukkede op, til at blive aggressive, tage telefonen og slette billedet på den. Herefter kørte de væk i bilen.
Den 28-årige ringede kort efter til banken, men da var der var allerede hævet 6.000 kroner på kortet.
De to mænd beskrives som værende:
A.

  • Mellemøstligt udseende med brun hudfarve
  • 20-30 år
  • 170 cm
  • Sort hår

B.

  • Mellemøstlig af udseende med brun hudfarve
  • 185 cm, kraftigt bygget
  • Sort hår

Østjyllands Politi advarer på det kraftigste imod, at man tager et lift fra personer, man ikke kender, og som ikke kører i en registreret taxa. Særligt under Aarhus Festuge kan der være ekstra pres på taxaerne i byen, hvilket kan medføre længere ventetid, og det kan betyde, at nogen lader sig friste af et billigt lift i en privatbil.
dp