Fortsæt til indhold

Idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning

30-årig mand var klar til at bruge kniv

Krimi
Arkiv

En 30-årig mand blev onsdag ved retten i Aarhus idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning for at bære en kniv, som han efter eget udsagn var parat til at bruge i forbindelse med bandekonflikten i Aarhus V.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen begyndte den 19. juli i år, hvor en bekymret borger så den 30-årige gå med en kniv skjult i ærmet ind i en bus på Harald Jensens Plads i Aarhus. Han anmeldte det til politiet, som straks fik stoppet bussen og anholdt manden. Senere viste det sig, at han havde gemt kniven mellem to bussæder.
Den 30-årige, der er kendt af politiet for flere forhold, forklarede, at han skulle bruge den til at forsvare sig mod en bande.
Den 30-årige blev idømt tre måneders fængsel, hvoraf de 40 dage var for at besidde kniv på offentligt areal under særligt skærpende omstændigheder. De ekstra 50 dage var en reststraf fra to tidligere domme, som blev udløst. Derudover blev han betinget udvist af Danmark.
En skærpende omstændighed ved dommen var ifølge politiet blandt andet, at den 30-årige var i besiddelse af kniven under den verserende bandekonflikten, og at han selv udtalte, at den skulle bruges til at forsvare sig mod en bande.
"Dommen viser med al tydelighed, at hverken politi, anklagemyndighed eller domstole vil acceptere våben i det offentlige rum. Der er knyttet en prøvetid på to år til den betingede udvisning, så det kan få meget alvorlige konsekvenser for den tiltalte, hvis han begår lignende kriminalitet igen," siger anklager Irene Thyssen.
Den dømte valgte umiddelbart efter domsafsigelsen at anke.
Den 30-årige, som har været varetægtsfængslet siden den 2. august, blev løsladt af byretten, men kendelsen om løsladelse er kæret til landsretten af anklagemyndigheden med opsættende virkning.
dp