Nu er lastbilchauffør sigtet for uagtsomt manddrab
27-årig kvinde mistede livet i trafikeret kryds
Tidligt tirsdag morgen den 29. august mistede en 27-årig kvindelig studerende livet i en højresvingsulykke i universitetskrydset.
Ulykken skete, da en lastbil drejede til højre fra Vestre Ringgade ned mod Nørrebrogade.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen Aarhus, at lastbilchaufføren, en 64-årig mand fra Holstebro, nu er blevet sigtet i sagen.
"Han er sigtet for uagtsomt manddrab ud fra de oplysninger, vi har, men vi mangler stadig nogle detaljer, før vi kan sige, hvad der præcist er sket. I næste uge bør der være en endelig afklaring, men indtil videre lyder sigtelsen på, at han ved grønt lys er svinget til højre i krydset uden at orientere sig tilstrækkeligt. Ud fra vidneforklaringer er han altså kørt frem for grønt," fortæller Janni Lundager, presseansvarlig hos Østjyllands Politi.
Siden ulykken har der været sået tvivl om, hvorvidt lysreguleringen fungerede, som den skulle, da reguleringen er blevet ændret, efter Aarhus Letbane begyndte at testkøre på strækningen.
Blandt andet har den afdødes kæreste i et opslag på Facebook skrevet, at han har ladet sig fortælle, at 'den grønne pil, som signalerer til biler og lastbiler, når de har tilladelse til at dreje til højre, ikke var i funktion'.
De foreløbige undersøgelser antyder dog, at lysreguleringen virkede, men det er endnu ikke endegyldigt fastslået, oplyser Østjyllands Politi.