27-årige Henrik har besøgt hele verden - bogstaveligt talt
Henrik Jeppesen har gjort noget, som ingen andre 27-årige danskere har gjort før. Han har nemlig besøgt samtlige af verdens 193 lande som den yngste dansker nogensinde. Alt fra Frankrig, Spanien og Tyskland til Libyen, Syrien, Nordkorea og Somalia.
Det srkiver TV 2 Nord.
"Jeg er vokset op i Thy, og jeg havde nok ikke så meget at lave, så jeg prioriterede at rejse meget. Det betød, at jeg pludselig havde været i 50 lande, og så satte jeg mig for, at det skulle blive til 100. Og da jeg nåede op på de 100, var jeg blevet tryg ved at rejse i farlige lande som Irak, Afghanistan og Somalia. Der var jeg vist bare klar til at prøve noget mere," fortæller Henrik Jeppesen til TV 2 Nord.
Henrik Jeppesen er ikke millionær, har arvet en stor sum penge eller vundet i lotto. Alle turene er taget på et meget lille budget og ved hjælp af en rejseblog.
"Jeg rejste ind i Syrien som den eneste turist på det tidspunkt under borgerkrigen. Jeg havde fået at vide af TV 2's korrespondent Rasmus Tantholt, at hovedstaden Damaskus skulle være sikker nok, fordi den var kontrolleret af regeringen. Men jeg fik godt nok mine tvivl, da jeg mødte røgsøjler på vej ind til byen," fortæller Henrik Jeppesen til TV 2 Nord.
Næste skridt for Henrik er at besøge alle verdens 132 territorier - indtil videre er det "kun" blevet til 98.