Fulde mænd overfaldt dørmænd
To mænd anholdt efter ballade på Bodegaen
Når promillen er høj, skal der nogen gange ikke meget til, før der bliver ballade på beværtninger.
Natten til tirsdag var det et stærkt chilishot, der udløste vold på værtshuset Bodegaen på Åboulevarden.
Balladen begyndte, da en 44-årig mand stod i baren med sine tre venner og bestilte chilishots. Da en af vennerne, en 35-årig mand, fik slugt sit shot, blev han så sur over den stærke smag, at han ville gribe fat i bartenderen.
Det fik en jævnaldrende dørmand til at gribe ind og bede den 35-årige om at forlade baren. Da han nægtede, tilkaldte dørmanden sin 33-årige kollega, som kom ilende til for at hjælpe.
Mens den 35-årige dørmand fik gennet den 35-årige fulderik udenfor, gik den 44-årige løs på den anden dørmand.
Han tog fat i dørmanden og skubbede ham udenfor, væltede ham omkuld og sparkede ham flere gange på kroppen og i hovedet. Herefter stak den 44-årige og hans venner af.
Ud fra dørmændenes signalement og videoovervågningen kunne vagtcentralen hurtigt sende et signalement ud til patruljerne på gaden, og 10 minutter efter kunne en patrulje anholde de to mænd, der var involveret i balladen på Bodegaen.
Den 44-årige blev sigtet for vold, mens den 35-årige blev sigtet for at skabe uro på en restauration.
dp