Fortsæt til indhold

Spredte skræk med vild vanvidskørsel

Krimi
Jacob Nielsen

Tirsdag formiddag klokken 10.55 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra Vestmotorvejen om, at en bilist kørte på en meget farlig måde.

Vedkommende var flere gange ude i græsrabatten ved autoværnet, kørte i nødsporet og lavede voldsomme vognbaneskift.

Efter kort tid fik politiet kontakt til bilen ved Køge Nord, hvor den lagde sig ind mellem to lastbiler.
Politiet forsøgte at få bilisten til at standse uden held. Først ved afkørslen Solrød Nord lykkedes det at få bilen standset. Og her tænker de fleste sikkert, at personen bag rattet nok var den klassiske unge mand med benzin i blodet, men nej.

Bilisten viste sig at være en 69-årig kvinde fra Sorø. Hun var ikke påvirket, men på grund af den vanvittige kørsel blev hendes kørekort straks inddraget, og patruljen kørte hende til nærmeste togstation.

Den 69-årige fartdjævel kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.