Nu er han igen anklaget for vanvittig vold
Rasmus Popenda kom på alles læber, da han blot 15 år gammel bestialsk tæskede en 48-årig familiefar ihjel. I dag sidder han så endnu engang i retten, da Retten i Aalborg har taget hul på en ny voldssag mod ham.
Det skriver BT.
Den nu 25-årige Rasmus Popenda står tiltalt for grov vold mod en anden ung mand ved et værtshus i Aalborg om aftenen den 11. marts 2017. Ifølge anklageskriftet skulle Rasmus Popenda have angrebet en anden gruppering, slået den yngre mand ned med knyttet hånd og have sparket ham gentagne gange i hovedet. Offeret fik flere hovedskader, heriblandt en brækket kæbe.
I retten nægter han sig skyldig i vold, og fortæller, at der opstod tumult, da en gruppe af mænd var kommet ind på værtshuset Cafe Buddha i Aalborg. Her befandt Ramus Popenda sig med sin familie for at høre livemusik, men grupperingen af mænd satte i stedet musik på en jukeboks.
"Jeg vender mig om og går hen til mændene, og giver den mest højrøstede af dem en 20'er og siger så grinende, at så burde den sang være dækket. Jeg synes, det er indlysende, at man ikke sætter musik på jukeboksen, når der er livemusik.Vi ryger ind i hinanden, og på et tidspunkt slår jeg én. Vi står i en ordentlig dynge, jeg havde ikke overblik over situationen, så jeg ved ikke, hvem der gjorde hvad," siger Rasmus Popenda i retten ifølge BT.