Bindegal mand brugte bil som rambuk i jagten på hende
Klokken 16.36 mandag anmeldte en skræmt, 31-årig kvinde fra Asnæs ved Kalundborg, at en navngiven mand havde været på hendes bopæl, hvor han havde knust et par ruder og været aggressiv over for hende, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden havde kort forinden forladt stedet i en personbil, og kvinden kort efter kunne høre, at bilen blev ført med høj fart forbi hendes bolig, indtil der lød et højt brag. Den tilskadekomne fører havde forladt den forulykkede bil, men blev kort efter truffet af politiet og ambulancepersonale.
Der var tale om en 41-årig mand fra Fårevejle St., som blev anholdt for spiritus- og narkokørsel i den forulykkede bil. I ambulancen blev han bragt til skadestuen i Holbæk til fornøden behandling for mindre skader som følge af uheldet og til udtagelse af blodprøver til undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. Ved nærmere undersøgelse af uheldet viste det sig, at den anholdte, der i øvrigt var frakendt kørekortet, havde brugt en uindregistreret og uforsikret bil som rambuk til at påkøre en parkeret bil tilhørende anmelderen, hvorefter han påkørte hendes hus, oplyser politiet.
Den anholdte forblev på skadestuen efter sin behandling for at sove rusen ud. Men klokken 21.25 fik politiet en bekymrende henvendelse fra skadestuen i Holbæk om, at den 41-årige nu var vågnet og fluks havde udtalt, at han ville opsøge den 31-årige kvinde for at gøre hende fortræd.
Politiet underrettede straks den 31-årige om sagen, hvorefter hun bragte sig selv i sikkerhed. Den 41-årige havde i mellemtiden og inden politiets ankomst til sygehuset forladt skadestuen, og han blev trods eftersøgning i Holbæk endnu ikke fundet, stom stadig eftersøger ham.