Fortsæt til indhold

38-årig opbevarede kokain og havde narkoregnskab for 200.000 kroner

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi fremstillede fredag eftermiddag en 38-årig mand fra Aarhus i grundlovsforhør ved retten i Aarhus.
Manden er sigtet for at have besiddet og opbevaret kokain med henblik på videresalg og have opbevaret narkoregnskab for samlet 200.000 kroner.
Den 38-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.
dp

Døgnet i øvrigt

Mand anholdt for at nægte at oplyse sit navn
Når en politibetjent beder dig om at oplyse dit navn, så er det en god idé at give ham det. Det fandt en 31-årig mand ud af torsdag, da han nægte at samarbejde med politiet. Et par betjente gik en rundtur ved Bazar Vest på Edwin Rahrs Vej, da de traf en flok mænd, som de gerne ville tale nærmere med. Da de bad mændene om deres navn, nægtede den 31-årige mand at sige sit og begyndte i stedet at gå væk fra stedet, mens han grinede af betjentene. Den ene betjent fulgte efter og gentog, at manden skulle identificere sig. Da den 31-årige blev ved med at gå og nægte at sige noget, måtte betjenten til sidst løbe hen og putte manden i håndjern og anholde ham. Den 31-årige erkendte senere, at det nok var "dumt", at han ikke havde oplyst sit navn med det samme. Det kostede ham en anholdelse og en sigtelse for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
Kvinde kastede sko efter betjent
En 20-årig kvinde blev i nat kl. 5.15 anholdt, efter hun begyndte at råbe og sparke ud efter en tilfældig mand på Åboulevarden i Aarhus. Da hun kom ind på politistationen fortsatte hun sin aggressive adfærd, råbte og skreg af en betjent. Til sidst kastede hun sin ene sko på betjenten. Hun blev derfor både sigtet for at forstyrre den offentlige orden, for vold mod politimand og for fornærmelig tiltale mod en betjent.
Færdsel
Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 13.53 i krydset Åby Ringvej/Silkeborgvej. To biler kørte sammen i krydset, hvilket skabte en del trafikale problemer. Der skete ingen personskade ved uheldet. En 61-årig mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.04 i krydset Vennelyst Boulevard/Nørrebrogade i Aarhus. En 41-årig kvinde har forklaret til politiet, at hun var i færd med at svinge til venstre ad Vennelyst Boulevard, da hun blev i tvivl om hun måtte køre og stoppede op midt i svinget. Her kom Letbanetoget kørende, og føreren foretog en katastrofeopbremsning, da han så bilen. Letbanetoget nåede dog at ramme ind i bilen, så den blev skubbet til side. Der skete kun materiel skade ved uheldet.
Der skete et færdselsuheld i går kl. 18.11 på Århus Syd Motorvejen ved Hasselager. En 58-årig mistede kontrollen over sin bil på grund af akvaplaning og ramte ind i et skilt i rabatten. Herefter forsøgte han at rette op, men røg i stedet over i en bil ført af en 49-årig mand. Der skete kun materiel skade ved uheldet.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Holme Møllevej i Viby begået torsdag d. 14/9 kl. 10.30
  • På Rundhøj Allé i Højbjerg begået torsdag d. 14/9 mellem kl. 06.00 og kl. 12.30
  • På Ivar Huitfeldts Gade i Aarhus N begået torsdag d. 14/9 mellem kl. 14.00 og kl. 18.00