"Grov og umotiveret vold mod sagesløs"
Et brutalt og sagelølst angreb. Sådan betragter politiet det overfald, der søndag morgen kort før klokken seks fandt sted på Silkeborg Banegård. Det 36-årige offer var en mand fra Brabrand i Aarhus, der ventede på det tidlige morgentog.
Det skriver mja.dk
Men ventetiden blev afbrudt af et angreb af 2-3 andre mænd, der blandt andet uddelte en række knytnæveslag i ansigtet og på kroppen.
Politiet nåede hurtigt frem til episoden, da et vidne ringede med det samme. Og her kunne patruljen anholde en 24-årig og en 25-årig mand, begge fra Silkeborg.
"De er anholdt for det, som vi kalder umotiveret grov vold mod sagesløs. Mændene skal afhøres igen, og vi overvejer i øjeblikket, om de skal fremstilles i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Den ene af de anholdte kender vi lidt til, og han kan have mere på samvittigheden," oplyser vagtlederen ved Midt- og Vestjyllands Politi til mja.dk.