Mistænkelig mand havde en pose pot med i Netto
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En vagt i Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus C mistænkte en 25-årig mand for butikstyveri, da han gik rundt i butikken natten til fredag kl. 04.07.
Manden havde en rygsæk på, og vagten syntes, at han opførte sig mistænkeligt. Han tog derfor fat i den 25-årige og spurgte, om han måtte kigge i rygsækken.
Det indvilgede manden i, men i stedet for tyvekoster fandt vagten en pose med pot.
Han ringede derfor til politiet, der efterfølgende sigtede den 25-årige for besiddelse af euforiserende stoffer.
dp
Anholdt efter at have smadret bilruder
En 26-årig mand blev torsdag kl. 11.15 anholdt og sigtet for hærværk efter at have knust ruderne i to biler på Østergade i Aarhus C. Den 26-årige rev først et skilt op og bankede ned i ruden på en tilfældig bil. Kort tid efter løftede han en bænk op og hamrede den ned i en anden bilrude. Vidner på stedet ledte politiet hen til manden, der blev anholdt og sigtet for hærværk. Manden forklarede, at han var psykisk syg og ikke havde taget sin medicin denne dag.
To mænd anholdt med joint i munden og hash i sokken
To mænd på 19 og 23 år blev natten til fredag kl. 01.10 taget med stoffer i både mund og sok, da en patrulje kiggede nærmere på en bil, der holdt på en p-plads på Stationsbakken i Brabrand. Da betjentene kiggede ind i bilen, sad den 19-årige og røg en joint. Betjentene besluttede sig derfor for at undersøge bilen og passagerne nærmere. En 23-årig mand, der også sad i bilen, viste sig at have en lille klump hash gemt i den ene sok. Begge blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Færdsel
En 21-årig mand blev fredag morgen kl. 04.06 anholdt og sigtet for narkokørsel, efter han blev stoppet af en patrulje på Fiskergade i Aarhus C. Narkometeret gav udslag for cannabis.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i Aarhus:
- På Vibevænget i Beder begået torsdag d. 24/8 mellem kl. 08.00 og 08.30