Hjemløs kvinde bortvist og atter bortvist og anholdt og sat på gaden igen
Det er ikke nemt at være en hjemløs kvinde i Danmark og søge ly for vejret.
Midt- og Vestsjællands Politi beretter om en en sag fra Roskilde:
Klokken 08.41 mandag underrettede et boligselskab i Rørmosen, Roskilde, politiet om, at man havde bortvist en hjemløs kvinde fra området. Hun havde i weekenden haft ophold i et fælleshus, men var nu blevet bortvist herfra.
Senere på formiddagen konstaterede boligselskabet, at kvinden nu var flyttet ind i det nærmeste legehus ved et boligområde. Politiet kørte til stedet og bortviste en 44-årig kvinde uden fast bopæl fra legehuset.
Klokken 14.40 fik politiet igen en anmeldelse om, at kvinden igen var flyttet ind i det samme legehus, som hun tidligere var blevet bortvist fra. Hendes tilstedeværelse gjorde børnene i området utrygge, så de ikke tør lege på stedet.
Politiet kørte igen til området og fik kontakt til den 44-årige kvinde, der nu blev frihedsberøvet, og efter et tilsyn på skadestuen blev hun anbragt i detentionen på politistationen til afrusning. Hun blev løsladt i løbet af natten, da grundlaget for frihedsberøvelsen ikke længere var til stede, og siden har politiet ikke hørt yderligere til hende.
Kære læsere, hvad skal vi stille op med hjemløse som denne kvinde? Skriv og del gerne jeres kommentarer i Facebook-opslaget under denne artikel: