Fortsæt til indhold

Flugtbilist i hvid Audi efterlyses

Krimi
Jacob Nielsen

Sent fredag aften blev en 19-årig mand påkørt af en bil i Sydbanegade i Kolding. Nu efterlyser politiet bilisten, som stak af uden at give sig til kende. Det skriver jv.dk.
Den unge mand blev kørt ned klokken 23.22, da han ville krydse vejen tæt på krydset ved Haderslevvej. Han pådrog sig både en brækket arm og hjernerystelse og er indlagt med sine kvæstelser.
Flugtbilisten, som flygtede ud af byen i retning mod Jens Holms Vej, vil politiet meget gerne have fat i, men man har ikke meget at gå efter.
"Det er formentlig en hvid Audi. Så hvis nogen har set sådan en bil køre ud af byen lige omkring klokken 23.22 og måske køre lidt stærkere end normalt eller på anden måde udvise mistænkelig kørsel, vil vi meget gerne høre om det," siger vagtchef Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi til jv.dk.
Kontakt Sydøstjyllands Politi på 1-1-4 hvis du har oplysninger.