Hvem er denne smarte unge kvindelige svindler?
Midt- og Vestjyllands Politi har offentliggjort et billede af en ung mørkhåret kvinde iført solbriller, som efterlyses i forbindelse med en serie grove tricktyverier.
Flere borgere, oftest ældre kvinder, er blevet udsat for disse tricktyverier.
Dette skete bla. den 4. september i Silkeborg, hvor en 80-årig kvinde havde handlet i Apoteket i Vestergade. Her havde en person haft held med at aflure kvindens indtastning af sin pin-kode. Kort efter blev hun ved et busstop omringet af to unge udenlandske kvinder, der skubbede til hende. Senere opdagede hun, at hendes dankort var stjålet, og at der var hævet penge flere gange på kortet.
Kvinden på billedet er den kvinde, der benyttede kortet, og samme kvinde har også samme dag hævet på et andet dankort, der blev stjålet i Føtex i Bredgade i Herning på nogenlunde samme måde.
Politiet vil gerne høre fra borgere, der genkender kvinden. Informationer i sagen kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 1-1-4.