Helt tilfældige mennesker skudt ned på åben gade - svensk kvinde på operationsbordet
Skuddramaet, der fandt sted natten til torsdag på Nørrebro, har efterladt to helt tilfældige mennesker ramt af skud. Den ene er en svensk kvinde, der nu er i stabil tilstand. Under jagtn på gerningsmanden affyrede politiet to varselsskud.
Det skriver BT.
Skyderiet i nat har relation til den igangværende bandekonflikt, men den svenske kvinde, der blev ramt af skud, samt en anden mand, der blev strejfet af skud, havde intet med bandekonflikten at gøre. De var blot det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det fortalte politiinspektøren Poul Kjeldsen fra Københavns Politi på et pressemøde foran Politigården i København torsdag formiddag.
"Kvinden er blevet opereret, og hendes stilstand er stabil," sagde Poul Kjeldsen ifølge BT.
Skyderiet startede på hjørnet af Heimdalsgade og Nørrebrogade, hvor der blev åbnet ild mod en person, der trådte ud på gaden. Denne person blev ikke ramt, men det gjorde kvinden og den anden mand få hundrede meter derfra, da gerningsmanden igen åbnede ild. Politiet eftersatte den formodede gerningsmand, der viste sig at være ne 26-årig mand, og han blev anholdt.
"Vi afgiver to varselsskud. På trods af, at vi er massivt tilstede derude, så vælger de fortsat tid og sted, og de vælger at afgive skud. Vi er lige efter jer (bandemedlemmerne, red.)," sagde Poul Kjeldsen og tilføjede, at politiet under den efterfølgende eftersøgning fandt en pistol og en maskering.