Fortsæt til indhold

Mand forsøgte at flygte fra politiet

En 30-årig mand begav sig i går ud på det, der skulle vise sig at blive en dyr køretur i Aarhus N

Krimi
Arkiv

Klokken 17.20 i går besluttede en patrulje sig for at undersøge føreren af en personbil, der kom kørende i det nordlige Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
LÆS OGSÅ: 'Escort'-pige snød 25-årig mand
De forsøgte at få manden til at standse ved at tænde patruljevognens udrykningssignaler. Det ignorerede manden og fortsatte i stedet sin kørsel. Han standsede først, da patruljevognen kørte ind foran ham og blokerede vejen. Men det sluttede ikke her. For da betjentene gik ud af bilen for at tale med manden, satte han i bakgear og kørte forbi patruljevognen. Han stoppede dog kort efter og forsøgte at løbe ind i en opgang. Han nåede dog ikke at åbne døren, før han var indhentet og anholdt.
Politiet kunne efterfølgende teste manden positiv for både narko- og spirituskørsel. Da betjentene ledte efter mandens kørekort i hans tegnebog, blev de skuffede. De fandt det ikke, da han endnu ikke har generhvervet det efter tidligere at have været frakendt førerretten for narkokørsel. Til gengæld fandt de en mindre mængde kokain. Det blev lagt til den efterhånden anseelige liste af sigtelser, den 30-årige nu havde opbygget. Han blev efter afhøring løsladt, og analyser af blodprøverne skal nu være med til at bestemme, hvilken straf han skal have. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jwh.