"Satans også - heldigvis var der kun én flugtrute!"
Tirsdag aften katede en blot niårig dreng en sten på John Clemmensens lastbil på E45/Ådalsmotorvejen ved Aalborg. Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med chaufføren.
"Der står så to drenge og gør tegn. Jeg tænker, at de opfordrer til at dytte, så det gør jeg, og så kaster den ene en sten ned, hvorefter der lyder et brag, du næsten ikke kan forestille dig," siger John Clemmensen til Ekstra Bladet, og fortsætter:
"Jeg tænker straks 'satans også'. Jeg bliver lidt småirriteret, for jeg kan ikke forstå, hvad det skal til for, og så ringede jeg til politiet. Så er det heldigt, at jeg er aalborgenser, for jeg er født og opvokset i området, så straks i øjeblikket vidste jeg, hvor jeg skulle sende politiet hen, for der er kun én flugtrute. Det hele flasker sig så til, at de får ham fanget kort tid efter."
Heldigvis forholdt John Clemmensen sig rolig i situationen, så der ikke skete ulykker. Efterfølgende er de sociale myndigheder er blevet inddraget i sagen.