Fortsæt til indhold

Kraftig brand udbrød i nat

Krimi
Jonas Wrede Hansen

Børnehuset Klods Hans på Louisevej i Brabrand holder lukket i dag, efter at der sent i går aftes udbrød en kraftig brand i børnehavens lokaler. Adskillige brandbiler blev kaldt ud til stedet, som stod i flammer.
Klokken 23.02 blev branden anmeldt, og bygningen er i dag kraftigt beskadiget. Det oplyser Janni Lundager fra Østjyllands Politi, som fortæller, at det endnu ikke har været muligt at undersøge stedet.
"Efter så kraftig en brand er bygning stadigvæk meget varm, så vi kan først undersøge stedet senere i dag. Vi har selvfølgelig afspærret området," fortæller hun.
Det er derfor endnu ikke muligt at sige, hvorvidt branden er påsat.
"Det kan ikke udelukkes," fortsætter hun.
Selvom børnehuset er lukket, kan Klods Hans' børn godt blive passet i dag. Det oplyser institutionens leder Frank Lauge Nielsen i dag til Lokalavisen Aarhus.
"Vi har lånt naboinstitutionens lokaler og et lokale på SFO'en," fortæller han og fortsætter:
"Børnene har det okay. Der er selvfølgelig nogen, som synes, at det er ret spændende."
Frank Lauge Nielsen fortæller, at han fik beskeden sent i går aftes.
"Alarmen gik i går aftes, og så blev jeg ringet op af brandvæsnet, som underrettede mig om, at der var brand," lyder det roligt fra lederen, der ikke ved, hvornår Klods Hans' lokaler kan bruges igen.
"Det har jeg slet ikke overblik over endnu. Lige nu låner vi SFO'en," fortæller han.