25 nye henvendelser til politiet siden i går
Gårsdagens nye oplysninger i Emilie Meng-sagen har sat gang i offentlighedens hukommelse
Onsdag meddelte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at et nyt vidne har meldt sig i sagen om drabet på Emilie Meng.
Det kvindelige vidne fortæller, at hun, på morgenen for Emilie Mengs forsvinden, så en mand løfte noget tungt ud af bagagerummet på sin bil tæt ved, hvor liget af den 17-årige pige blev fundet et halvt år senere.
På baggrund af de nye oplysningen opfordrede politiet alle, der måtte have værdifulde informationer, eller som var i området omkring Vestre Ringvej ved Regnemarks Bakke nær Borup om morgenen mellem klokken 07 og 09 søndag den 10. juli 2016, til at henvende sig.
Blandt andet en traktorkører, som det kvindelige vidne kørte bag den morgen.
Og noget tyder på, at de nye oplysninger har sat gang i hukommelsen hos befolkningen. Siden i går har cirka 25 personer henvendt sig med informationer, som der nu skal kigges nærmere på. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som dog endnu ikke kan sige noget om, hvorvidt oplysningerne bringer efterforskningen afgørende videre.