Fortsæt til indhold

"Jeg vil ikke have, at hun omgås udlændinge"

En 40-årig syrisk mand er blevet varetægtsfængslet for æresvold mod sin 16-årige datter

Krimi
Jacob Nielsen

En 40-årig syrisk mand blev tirsdag varetægtsfængslet i 14 dage efter et grundlovsforhør i Næstved. Manden blev anholdt mandag og er sigtet for grov vold og trusler på livet mod sin 16-årige datter, som han har sammen med en etnisk dansk kvinde. Det skriver sn.dk.
Ifølge sigtelsen endte en længere konflikt mellem den 16-årige datter og hendes forældre søndag med, at den 40-årige far gik amok og blandt andet slog datteren flere gange i hovedet med både flad hånd og knyttet næve, sparkede hende på kroppen, trampede hende i stridtet og kastede hende ind i en væg flere gange.
Den ulykkelige far forklarede i retten, at datteren havde krænket hans ære ved at lyve gentagne gange, og at hun var kæreste med en 16-årig arabisk dreng - mod hans vilje. Og netop omkring valget af kæreste var den 40-åriges holdning klar.
"Jeg vil ikke have, at hun omgås udlændinge - særligt marokkanere og arabere. Jeg er selv araber, men efter en episode for fem-seks år siden besluttede jeg, at jeg ikke vil have arabiske venner, og det samme gælder for mine børn. Arabiske drenge vil bare have opfyldt deres behov. Jeg har hørt en masse historier om, at de sover sammen med pigerne, og så er det farvel bagefter. Hvad er det for et liv? Vi er mennesker, ikke dyr," forklarede han ifølge sn.dk.
Søndagens voldsepisode sluttede, da det lykkedes den 16-årige pige at flygte ud af lejligheden og ind til en nabo, som efterfølgende kontaktede politiet.
Den 40-årige mand nægtede både dødstrusler, slag og spark. Han hævder, at han kun truede med at klippe håret af hende med en hårtrimmer, skriver sn.dk.
Dommeren mente alligevel, at der var begrundet mistanke om, at volden havde fundet sted og valgte derfor at varetægtsfængsle manden indtil 18.oktober.